
Red Barnet Rumænien søger kommuner, universiteter og frivillige organisationer, der vil være med at udvikle webbaserede programmer, der skal hjælpe forældre med at fremme deres børns følelsesmæssig intelligens
Følelsesmæssig intelligens er en af de vigtigste faktorer i evnen til at etablere sunde forhold til andre mennesker. Det mener Red Barnet Rumænien, der derfor vil hjælpe forældre med, at udvikle deres børns følelsesmæssige intelligens og dermed sikre børnenes velvære og støtte deres udvikling. Målgruppen er forældre med børn i børnehaveklassealderen, eftersom organisationen mener, at disse år er særligt vigtige i et barns udvikling i forhold til, hvordan de tolker og håndterer både egne og andres følelser.
Nu søger Red Barnet Rumænien derfor partnere, der vil være med til at søge EU-støtte til et projekt om følelsesmæssig intelligens.
Organisationen har defineret tre formål med projektet:
· Fremme familiers rolle i børns udvikling
· Brug nye teknologiske løsninger ved uddannelse af forældrene
· Udvikle et onlinebaseret kursus og andet støttemateriale, der kan hjælpe forældre med at understøtte udviklingen af deres børns følelsesmæssige intelligens.
Projektet forventes at løbe over to år og organisationen har defineret en række aktiviteter:
· Forskning: Hver partner samler data på lokalniveau – cases, bedste praksis for træningsmetoder, der bliver brugt i partnerens eget land
· Kompetencevurdering: Partnerne laver en vurdering af kompetencer hos forældre med børn i alderen 3-6
· Kursusudvikling: Udvikling af kursus og støttemateriale med forældre som målgruppe
· Testning af de udviklede kurser
· Udvikling af en webbaseret uddannelsesplatform rettet mod forældre
· Udvikling af applikationer til mobiltelefoner og tablets, så forældre nemt kan få adgang til uddannelsesplatformen
· Gentagende evalueringer af kursus og støttematerialer, udført af udvalgte deltagende forælder, projektkoordinatorer og eksterne eksperter
Red Barnet Rumænien er interesseret i at samarbejde med flere typer af organisationer. Det kan være universiteter, frivilligorganisationer og NGO’er, der arbejder med uddannelse af børn, og offentlige myndigheder.
Tidsfrister:
Interessetilkendegivelse skal ske snarest muligt.
Ansøgningsfrist for Grundtvig er den 21. februar.
Kontakt:
María González-Finat, m.finat@ifi.com.es
Grundtvig
Grundtvig-programmet handler først og fremmest om læring for voksne over 25 år – herunder læring for de ældre - men støtter også lærings-aktiviteter for unge voksne fra 16 til 24, som ikke har haft held med folkeskolens og ungdomsuddannelsernes sædvanlige tilbud.
Vægten ligger på at udveksle erfaringer og idéer på tværs af grænser inden for alle former for uddannelser. Aktiviteter, der har fokus på voksne med kort uddannelsesbaggrund, prioriteres højt. De kan f.eks. være rettet mod voksne, der er droppet ud af skolen, mangler basale færdigheder, eller på anden måde er økonomisk og socialt sårbare.
Læs mere om Grundtvig her.