
For at få EU-støtte kræver det en god ansøgning, forklarer fundraiser Jørgen Grubbe fra Holbæk Kommune
Af Filip Schwartz Kirkegaard, redaktør
Sidste år søgte Holbæk Kommune om tre millioner kroner via det populære støtteprogram Intelligent Energy Europe.
Den gik ikke. Men fundraiser ved Holbæk Kommune Jørgen Grubbe påpeger, at det ikke skyldtes selve projektideen. Det er muligt at få EU-støtte, hvis man blot skriver en god ansøgning, siger han.
”Jeg kastede mig ud i det velvidende, at det var stort set en umulig opgave. Der var ganske kort tid, kun en tre-fire uger, til at lave en god ansøgning og et godt partnerskab,” beretter Jørgen Grubbe.
Alligevel fortryder han ikke. Han var i februar 2011 netop blevet ansat som fundraiser og havde brug for viden om at søge støtte til energiprojekter og tænkte, at den bedste metode var at kaste sig ud i projektet.
Og støtte eller ej, så var idéen god, påpeger han. I sin afgørelse skriver EU-Kommissionen, at det var ”et potentielt godt projekt”.
”Vi søgte penge til at få dækket nogle omkostninger til oplysning over for energilandsbyer. Ideen var at skabe et bedre samarbejde mellem borgere og kommune om energieffektiviseringer. Hvis vi virkelig skal rykke ved CO2-regnskabet, så er det ikke nok at gøre noget ved kommunens egne bygninger. Også borgerne skal i gang,” forklarer fundraiser Jørgen Grubbe om kommunens ansøgning.
Målet var at sikre penge til opkvalificering af kommunens medarbejdere, men også at få ressourcer til at igangsætte dialog med borgerne om skabelsen af energilandsbyer.
”Nu er jeg bedre rustet til næste gang,” forklarer Jørgen Grubbe.
Sin viden fra IEE-ansøgningen har han også siden brugt til at hjælpe andre aktører i kommunen, blandt andet Holbæk Museum, med energiprojekter.
”Normalt ville det have taget flere timer at hjælpe Holbæk Museum, men nu kunne jeg give præcis vejledning med det samme,” siger Jørgen Grubbe.
Han regner med at bruge sine viden om EU-støtten til at søge igen.
”Holbæk er temmelig ambitiøs på energi og miljø,” forklarer Jørgen Grubbe.
Her er de 5 gode råd fra fundraiser Jørgen Grubbe
1) Find gode partnere
”Vær i god dialog med partnerne. Det var jeg ikke i tiltrækkelig grad. Det er risky business, hvis man ikke kender partnerne i forvejen. Det er svært, når man blot kommunikerer over email og Skype. En af partnerne fandt vi i Sjælland EU Nyts partneransøgninger, men det bedste er at finde nogen, man kender i forvejen og har tillid til, hvis det er muligt.”
2) Kend EU-Kommissionens kriterier
”Læs på kriterierne fra EU-Kommissionen. Vi havde en partner med kompetencer, der ikke var dækket af årets indkaldelse, og vi blev faktisk advaret undervejs, men havde ikke tid til at udskifte partneren. Det var med til at få ansøgningen til at falde.”
3) Skriv en god ansøgning
”Vær skarp i ansøgningen. Der mellem 10 og 15 procent chance for at blive godkendt, men det er ikke umuligt. Du skal bare skrive en god ansøgning. Det kræver, at du er sikker på alt, du har skrevet.”
4) Forbered dig i god tid
”Vær i god tid. Vi havde kort tid og havde derfor svært ved at prioritere undervejs, men måtte vælge løsninger, der ikke var perfekte.”
5) Få hjælp og assistance
”Få hjælp fra andre. Ved søgning til IEE kan du få hjælp fra EACI. De er gode, og det er gratis. De kan fortælle dig, om du er på rette vej eller har brug for at lave ændringer.”
Her finder du syv ekstra råd til en god ansøgning
Jørgen Grubbe har været evaluator på projekter under Livslang Læring Programmet, der er henvendt til uddannelsessektoren. Hans råd fra maj kan læses her. Der er syv af dem, og de er gode.