Ugens EU-nyheder: Jobpakke er løse skud, alle udbud online i 2016, gældskrisen stadig til stede

UGENS EU-NYHEDER - 22. april 2012

 

Sjælland EU Nyt lancerer nyt ugentligt koncept: ”Ugens EU-nyheder”

 

Af Filip Schwartz Kirkegaard, redaktør

 

Vi lancerer denne uge et nyt koncept, hvor vi gennemgår de vigtigste EU-nyheder i løbet af den seneste uge. Gennemgangen vil blive bragt søndag eftermiddag/aften og sendes til alle, der abonnerer på nyheder.

 

Konceptet skal ikke forveksles med ugens opsamlingen af Sjælland EU Nyts egne nyheder, som vi også netop har lanceret. Opsamlingen, som mere end 70 har tilmeldt sig indtil videre, vil blive sendt ud mandag morgen. Den vil også indeholde "Ugens EU-nyheder".

 

 

- Hvad får jeg i "Ugens EU-nyheder"?

Nyhederne vil være en blanding af notitser og analyser – og vi vil altid linke videre, så læseren kan blive klogere hos andre medier, der har dækket emnet mere udførligt.

 

Konceptet minder om det tidligere koncept ”Ugen set fra Bruxelles”, der dog var i form af en radiokommentar. Meningen er at give et kort overblik over de nyheder, som Sjælland EU Nyt ikke har haft tid til at dække i det daglige.

 

Hovedfokus vil være på nyheder, der har betydning for det offentlige, men i øvrigt har betydning for væksten i Europa - eller har principiel betydning for Europas udvikling.

 

Vi kan ikke garantere, at vi bringer en oversigt hver eneste uge, men vil i så fald samle op med de vigtigste nyheder ugen efter.

 

 


Uro om renten på spanske statsobligationer

EU-lederne troede for et øjeblik, at gældskrisen var under kontrol. Det skyldtes en ny gældsaftale for Grækenland og nye indskud på vej til Den Internationale Valutafond (IMF), der skal låne penge videre til gældsramte eurolande. Men mandag steg pulsen, da renten på eksisterende spanske obligationer steg til over seks procent. Det fik igen frygten for gallopperende renter - der måske kunne sprede sig til Portugal, Italien og Irland - til at tage til. Men torsdagens store salg af spanske 10-årige obligationer gik udmærket med renter et stykke under de frygtede seks procent. Ugens uro viser dog, at gældskrisen ikke er overstået, og der spekuleres i, om Portugal får brug for endnu en krisehjælp. Samtidig har Italien og Spanien meddelt, at de umuligt kan overholde deres budgetmål.

Link til artikel hos BBC.co.uk om de spanske renter.
Link til Financial Times Brussels blog om mulig redningspakke til Portugal.
Link til Financial Times om IMF-garantier.



Ny jobpakke byder kun på “tilskyndelser”

EU-Kommissionen lancerede onsdag en “Beskæftigelsespakke”. Det er den form for positive tiltag, som alle efterspørger. Fokuset skal væk fra gældskrisen og arbejdsløshed til vækstpotentialer. Det var især efter december måneds EU-topmøde, at meningsdannerne begyndte at efterspørge en mere positiv tilgang for at ændre psykologien blandt befolkningen og investorerne. Den nye beskæftigelsespakke - der er en såkaldt “meddelelse” - har dog lille, konkret indhold. Den “tilskynder” blot medlemslandene til forskellige tiltag og strukturelle reformer. Det er altså i samme kategori som marts-topmødets krisetiltag: Det er velment, men får lille opmærksomhed og endnu mindre konkret effekt. Alle EU-ledernes opmærksomhed er rettet mod lånemarkedet, investor-klimaet og lignende.

For danske iagttagere vil det være interessant, at beskæftigelsespakken blandt mange andre tiltag efterspørger mindre skat på arbejde og højere grønne afgifter. På den måde er den danske regerings reformpolitik i linje med EU-Kommissionens. Men EU-embedsmændenes tilskyndelser er nok også mere rettet mod Sydeuropa end mod en - relativt - velfungerende økonomi som den danske.

For tiden er der stor diskussion, hvorvidt EU er i gang med at lave en “pick-the-winner”-strategi, hvor EU oppefra og ned identificerer vækstsektorer. EU's ønske med et strammere fokus er at lave op til mantraet “every euro well spent”. Omvendt peger eksempelvis erhvervsorganisationer på, at politikere altså ikke kan forudse verdensøkonomien (det var ikke Al Gore, der opfandt internettet). I denne meddelelse udpeger beskæftigelseskommissær  László Andor, der står bag pakken, den grønne økonomi, sundhedstjenester og it og telekom som vækstområder.

Lidt kontroversielt i Danmark er måske, at EU i jobpakken anbefaler bæredygtige (læs: lavere) lønninger. I Danmark er det sådan noget, som arbejdsmarkedets parter enerådigt styrer, men det er altså noget, vi vil opleve, at EU i højere og højere grad vil have en mening om - også i forbindelse med “Det Europæiske Semester”, hvor EU-landene senere på året vil komme med anbefalinger til reformer til Danmark og de øvrige medlemslande.

 

EU-Kommissionen udsendte også onsdag en meddelelse, hvor de opridser, hvordan de blandt andet bruger EU-midler til at genskabe investeringsmusklerne hos de græske banker.

Link til pressemeddelelse fra EU-Komissionen.
Link til artikel fra EUobserver.com.

Link til pressemeddelelse fra EU-Kommissionen om EU-hjælp til Grækenland.
 

 


Online-udbud i hele EU fra 2016

Alle offentlige udbud i hele EU skal ligge online om fire år – fra 2016. Det skrev EU-Kommissionen fredag i en meddelelse. I Danmark er vi allerede langt fremme. Her skal de fleste offentlige udbud annonceres på udbud.dk, men det vil især også gavne danske virksomheder, hvis de også kan få nemmere ved at opdage udbud i andre EU-lande. EU’s kommende udbudsdirektiv, der er under forhandlinger, vil trin for trin skulle implementere de nye EU-regler fra 2014 og frem mod 2016.

Link til EU-Kommissionens pressemeddelelse.



 

EU-Parlamentet støtter kontroversiel dataudveksling med USA

En kontroversiel dataudvekslingsaftale, hvor EU og USA i terrorbekæmpelsens navn skal udveksle data om flypassagerer, kom et skridt nærmere torsdag. Det skete da EU-Parlamentet stemte for udvekslingsaftalen om de såkaldte PNR-data. Der er dog stadig usikkerhed om detaljer, blandt andet om den skal dække flyvninger internt i EU. Samtidig er der stadig udbredt kritik i EU-Parlamentet. Det er hensynet til europæernes datasikkerhed, der skaber frygten hos EU’s folkevalgte. Det skyldes mistillid til de amerikanske myndigheders respekt for menneskerettighederne i kampen mod terror.

Link til artikel hos EU-observer.
Link til artikel hos The Parliament.



 

EU mangler handling bag grønne ord

Der er et stort hype om den grønne økonomi. EU-lederne er enige om, at den grønne vej er den rigtige vej ud af krisen, fortalte miljøminister Ida Auken (SF) efter torsdag efter et stort EU-møde i Horsens. Og hun lyver ikke. Det er vitterligt et gennemgående tema i mange taler for tiden. Men det er skåltaler. Frygten for de kortsigtede økonomiske konsekvenser lægger en dæmper på ønsket om at handle. EU-Kommissionen har ifølge Reuters beregnet, at forhandlingerne om energieffektiviseringsdirektivet er på vej i den forkerte retning og slet ikke vil skaffe de ønskede energibesparelser. Det vil være negativt for de danske firmaer, der har regnet med at tjene penge på at sælge energirigtige løsninger. Det vil også være et nederlag for energi- og klimaminister Martin Lidegaard (R), der har udråbt direktivet til at være hans mærkesag. Efter ugens ministermøde i Horsens sagde Lidegaard, at det var den mest konstruktive debat om direktivet indtil videre, men at vi stadig mangler at se konkrete resultater i forhandlingerne. Det samme kan siges om CO2-kvotesystemet, som Danmark gerne vil have ændret, fordi kvoterne i dag er så billige, at de kun er en minimal udgift for virksomhederne, der skal købe dem. Vi mangler stadig at se, at et EU-flertal vil stramme kvoteprisen, så de udgør et reelt pres på virksomhederne.
 

Link til pressemeddelelse fra Ida Auken bragt via Organictoday.dk.

Link til Reuters-artikel om manglende effekt af energieffektiviseringsdirektivet.
Link til pressemeddelelse fra det danske EU-formandskab om energiforhandlingerne.

 



Hvilken retning? EU’s grænser på vej til at blive mere lukkede, eller…

 
Denne uge bød på flere diskussioner om, hvorvidt EU’s indre grænser er i gang med at blive mere lukkede. Tendensen går i flere retninger. På den ene side fordømte EU-landene og EU-Parlamentets formand, at Schweiz satte kvoter for, hvor mange østeuropæere, der kan få arbejde i alpelandet. Og alle er enige om, at den fri bevægelighed er vigtig og en uigendrivelig del af det indre marked, hvor man kan søge arbejde i hele Europa. På den anden side ønsker man ikke, at alle kan rejse rundt, som de ønsker. Illegal indvandring er stadig en varm kartoffel. Denne uge erklærede regeringerne i Frankrig og Tyskland i et brev til det danske EU-formandskab således, at de ønsker, at det bliver nemmere at lukke den frie indrejse for personer fra specifikke lande, eksempelvis Grækenland.

Læs artikel hos EUobserver.com.
Læs artikel hos The Parliament.

Læs artikel om fransk-tysk forslag hos Euractiv.com.

 

 


Ugens luftige diskussion: Får vi en EU-superman?

I dag har EU mange forskellige toppolitikere, der hver især har en meget begrænset magt. Det er EU-Kommissionsformand Jose Manuel Barroso, parlamentsformand Martin Schulz og udenrigsrepræsentant Catherine Ashton. Måske skulle man slå dem sammen til én slagkraftig EU-supermand? Det er angiveligt en ide i de EU-diskussioner, som den tyske udenrigsminister Westerwelle har taget initiativ til og som udenrigsminister Villy Søvndal (SF) i sin tid meldte afbud til. Danmark er dog med i diskusionsgruppen, som EU-mediet EUobserver.com har fået lidt indblik i. Det hele er stadig meget ukonkret, men en ide er angiveligt at lade EU-parlamentarikerne vælge EU-super-præsidenten. Det vil de folkevalgte helt sikkert juble over at få lov til. Men spørgsmålet er dog, hvor meget de jubler, når de opdager, hvor meget magt (eller hvor lidt) denne person vil få. Planen at lade det hele foregå under de eksisterende rammer - Lissabon-traktaten - hvilket vil lægge en naturlig begrænsning for personens beføjelser.

Link til artikel hos EUobserver.com.

 


EU vil give verdens fattige vedvarende energi

EU-Kommissionen lancerede mandag et nyt fokus for unionens udviklingsbistand. Nu skal den give verdens fattige vedvarende energi. Tanken er blandt andet, at EU vil give støtte til, at de fattige lande kan få energirådgivning fra euroæiske eksperter. Det hjælper nok, at EU dermed også indirekte støtter sin egen grønne, energisektor.

Link til artikel hos The Parliament.

Link til pressemeddelelse fra EU-Kommissioen.

 

 

 

  

Her er de fem sidste projekter i Femern-støtteprogram

NYHED OM EU-STØTTE - 20. marts 2013