
”Intelligent Energy Europe” er EU Kommissionens forsøg på at gøre Europa mere energieffektivt. Det tilhørende støtteprogram uddeler i 2009 ca. 494 mio. kroner til energiprojekter i Europa.
Hvilke projekter kan få støtte fra IEE?
Programmet støtter projekter, der bidrager til sikker, bæredygtig energi til konkurrencedygtige priser. Der lægges vægt på, at projekterne fremmer:
- energieffektivitet og rationel brug af energiressourcer
- nye og vedvarende energikilder samt spredte energikilder til forsyningen
- nye, effektive og bæredygtige energiformer i transport
Kun projekter med en europæisk dimension er støtteberettigede. Det vil sige, at projekter skal have partnere fra mindst 3 europæiske lande og opfylde nogle specifikke kriterier afhængigt af, hvilke dele af programmet, der søges støtte fra. Projekterne skal være tidsbegrænsede til maksimalt tre år, og kan ansøge om op til 75 % af omkostningerne.
Hvad med Sjælland?
”Vi modtager rigtig mange partnersøgninger i øjeblikket fra kommuner, regioner, universiteter i hele Europa”, fortæller Vibe Engel fra Zealand Denmark EU Office – Sjællands kontor i Bruxelles.
”De er stærkt interesseret i at samarbejde med danske kommuner, virksomheder og uddannelsesinstitutioner”.
Læs mere om deadlines, ansøgning og generelt om IEE her.
Du kan finde fem konkrete IEE partnersøgninger med følgende overskrift:
- Bæredygtige energibyer og lokalsamfund
- Langsigtede transportløsninger
- Bæredygtig opvarmning i landområder
- Smarte og bæredygtige transportvalg
- Skoven som energikilde
Henvend dig hurtigt, hvis nogle af projekterne har interesse. Ansøgningsfrist til IEE er den 25. juni 2009.