Sjælland med i internationalt projekt om kystzonesikring

HAVET KAN STIGE MED 1 METER INDEN 2100 - 29. oktober 2009

Test-dige skrider sammen (Deltares)

”Det handler om udvikling af praktiske værktøjer”, siger klimakonsulent i Region Sjælland Noel Jacobsen, der for kort tid siden kom hjem fra Oostende i Belgien, hvor det første møde i et nyt klimaprojekt for kystzoner fandt sted. ”Og det handler om at få et overblik over, hvad det er for udfordringer, vi står over for med de klimaforandringer, der er på vej”, fortsætter han.

De praktiske værktøjer skal tages næsten bogstaveligt: Inden projektet er forbi om 4 år skulle man gerne have lavet et web-baseret program – en assistent. Hvad den præcist skal kunne, bliver bestemt af projektdeltagerne undervejs, men der findes f.eks. programmer, der kan simulere, hvad der vil ske med et kystområde, når oversvømmelser, voldsomme regnskyl, storme osv. sætter ind – og hvad der vil ændre sig, hvis man sikrer med diger eller på anden vis.

Udgangspunktet er FNs klimaberegninger, der siger, at havet vil stige med 1 meter over de næste 100 år. Det giver nye problemstillinger – ikke mindst i kommuner som Lolland og Odsherred, der begge har betydelige områder, der allerede i dag ligger under havets overflade. Slagelse Kommune har desuden to byområder, som ligger helt tæt på havet, og hvor havspejlsstigninger vil give store udfordringer.


Tre kommuner i nord, midt og syd
Fra dansk side deltager Lolland, Slagelse og Odsherred kommuner, Kommunernes Landsforening og Region Sjælland.

Det er tanken, at man under projektet skal arbejde med 2-3 cases fra de enkelte kommuner, lave en analyse af kystzoneproblemerne i Sjælland som helhed og – ikke mindst – finde ud af, hvad det er for viden, man mangler.

Model, oversømmelser af Westerschelde-området, Holland  (Deltares)

”Vi har brug for at finde ud af, hvor langt ud i fremtiden, man skal planlægge. Hvad det egentlig er, vi skal forholde os til, og hvilke data, vi kan få at arbejde med”, siger Noel Jacobsen. ”Det er jo et helt nyt område, vi arbejder med. Og det, der foreligger i dag er for teoretisk. Så vi står med rigtig mange spørgsmål”.

Projektet startede 1. september i år og har base i Holland. Andre deltagere er klimatruede kystområder i Belgien, Tyskland, Sverige, Holland og Storbritannien.


Holland er førende
Assistenten skal ”bygges” under ledelse af Deltares, et hollandsk institut, der blev verdenskendt i forbindelse med orkanen Katrina i New Orleans i 2005.

Det hollandske institut rykkede ind umiddelbart efter orkanen, udarbejdede en computermodel af vandmassernes bevægelser i Mississippi-deltaet, og nåede frem til, at en af de væsentligste årsager til katastrofen var forkert byggede diger.

Deltares er en sammenslutning af fire institutter, der gennem flere årtier har opbygget viden om diger og vandbygningsvæsen i Holland, som de i dag eksporterer til hele verden.

En af de ting, Deltares er mest kendt for i øjeblikket, er et ”IJdijk” (et ”test-dige”), der bruges til at undersøge vand- og klimaeffekter på nye typer ”smarte diger” som led i det, man kalder ”integreret kystzoneudvikling”.


Kystzoneforvaltning
Det ny projekt har fået navnet SUSCOD, hvilket er en forkortelse af ”Bæredygtig kystzoneudviklking i praksis” (Sustainable coastal development in practice). Det skal, siger Noel Jacobsen, ”udfylde det hul, der eksisterer når der tales om praktiske værktøjer til integreret kystforvaltning”.

SUSCOD finansieres gennem EUs regionalfond, nærmere bestemt under Interreg-programmet for Nordsøregionen. Projektet beløber sig til 26 millioner kroner.  

Gevinster
Fra regionen og de sjællandske kommuners side lægger man vægt på:
- At projektet er med til at udvikle gode eksempler på planlægning for havvandsstigninger i 2-3 kommuner.
- At der foretages en regional analyse i forhold til integreret kystzoneplanlægning og forvaltning ved regionens kyster.
- At der afholdes et regionalt seminar om klimatilpasning af kysterne med inddragelse af eksperter og udviklede værktøjer.
- At der udvikles et kursus for planmedarbejdere i integreret kystzoneplanlægning og –forvaltning.
 
Det belgiske Flandern var vært for første møde i SUSCOD. Næste år er Region Sjælland vært for en konference, hvor man ser på resultaterne af projektets første år.

Se mere om Nordsøregionen her.
Deltares finder man her.