
Projektomkostninger i forbindelse med energieffektivisering i kommuner og andre offentlige institutioner vil om kort tid kunne finansieres med bidrag fra en ny støtteforanstaltning i EU-systemet kaldet ELENA – European Local ENergy Assistance - et fælles initiativ mellem EU-Kommissionen og Den europæiske Investeringsbank (EIB) til støtte for 2020-målene om at reducere CO2 udledningen i EU med 20 procent.
Det er ikke energi-renovering i en hvilken som helst størrelsesorden, der er tale om. Til gengæld kan flere kommuner gå sammen - f.eks. i et regionalt samarbejde à la det, der blev sat i værk på Sjælland i sidste måned, siger en velinformeret kilde til Sjælland EU Nyt. Her skrev et stort antal kommuner under på EUs Borgmesterpagt om klima sammen med Kommunekontaktrådet og Region Sjælland.
ELENA vil kunne finansiere ikke mindre end 90 procent af omkostningerne, men kun på et begrænset område: Projektet skal være næsten grydefærdigt. Aftalerne skal være på plads. De tekniske forstudier skal være gennemført. Det, som ELENA så giver tilskud til, er at gøre projektet ”bankable”, dvs. fikst og færdigt, så man kan gå på lånemarkedet og hente den nødvendige finansiering.
I de fleste tilfælde vil EIB være interesseret i at indgå som långiver for projekter, der findes ”bankable”, men det er tilladt at hente lån andetsteds på grundlag af en projektpakke, der er blevet til med ELENA midler.
EIB mener imidlertid selv, at den vil være særdeles konkurrencedygtig. Renten aftales fra gang til gang, men den ligger relativt lavt, siger en kilde i EIB, og man vil kunne forvente at få en tilbagebetalingstid på 30 år.
ELENA har ladet vente på sig
Initiativet har været længe undervejs. Som en del af de praktiske foranstaltninger, der skal understøtte EUs klimamål for 2020 var det meningen, at ELENA skulle have været lanceret i foråret, så i september og siden i november.
Faktisk mangler der fortsat en enkelt formalitet fra Kommissionens side. Derfor kommer den formelle lancering først ”om kort tid”. I stedet har man valgt at lave en ”præsentation” på i hvert fald to forskellige konferencer i denne uge – én i Hamborg og én i Kaunas i Lithauen. Men, siger vores kilde, præsentationen vil være at finde på EIBs hjemmeside om få dage. Herefter modtages ansøgninger løbende, og långivningen vil kunne gå i gang ved årsskiftet.
Projekter i stor skala
En af de ting, man skal hæfte sig ved i præsentationen, er at støtten fra ELENA kun må udgøre 1/25 af det samlede projekt. Skal der bruges 1 million euro (7,5 millioner kroner) til færdiggørelse af projektet, skal projektet i sig selv altså være 25 gange så stort, dvs. på små 200 millioner kroner.
Baggrunden er den, at EIB og Kommissionen ønsker projekter, hvor man anvender eksisterende teknologi i ret stor skala, så man dermed får en solid afprøvning af de teknikker, der er på markedet i dag. Til gengæld er man altså villig til at se på projektpakker, der spænder over flere kommuner, en region el.lign.
Som eksempel på projekter nævner man bl.a. tankstationer for el-biler, transportcentre til omladning mellem f.eks. bil og bane. solfangere i offentlige bygninger og offentlig transport.
Ansøgning direkte
En række andre initiativer, hvor Kommissionen og EIB har tilbudt særlige lånemuligheder til andre formål, er ikke blevet nogen succes i Danmark. Det gælder eksempelvis JEREMIE, som er lån til små og mellemstore virksomheder på favorable vilkår. JEREMIE nåede aldrig til Danmark, fordi Erhvervs- og Byggestyrelsen vurderede, at finansierings- og lånemulighederne var rimelig godt dækket ind gennem allerede eksisterende ordninger.
ELENA er anderledes. Her søger man direkte hos EIB, så snart ELENA bliver præsenteret formelt på EIBs hjemmeside. Præsentationen kan i mellemtiden læses via linket under denne artikel.
(Skal man bagefter have lån fra EIB, skal man gennem en dansk bank. Indtil videre er det, så vidt vi erfarer, kun Ringkøbing Landbobank, der har formidlet EIB-lån herhjemme. Landbobanken er lokal, men i bestemte sammenhænge er den villig til at operere over hele landet, oplyser en talsmand).
Mange kasser…
Civilingeniør Ture Hammar fra Energistyrelsen har på dansk side fulgt en række initiativer til nye internationale lånemuligheder for energibesparelsesprojekter o.lign. Vi har talt med ham under en konference i Kaunas i Lithauen, hvor ELENA lige var blevet præsenteret.
Han mener umiddelbart, ELENA vil kunne være interessant i en række af de typer af lånefinansiering, man arbejder med i kommunerne. "Men", siger han samtidig, ”der er mange kasser, både i EU og derhjemme, der er masser af god vilje, men det gælder jo om at se, om der kan komme noget nyttigt ud af det ny initiativ”.
Der er kun 112,5 millioner kroner i ELENA i første omgang, men det er meningen beløbet skal ses som en årlig bevilling. De anførte 112,5 millioner kroner stammer fra Kommissionens 2009-budget, og der kommer et tilsvarende beløb til i marts fra 2010-budgettet.
Link
Præsentationen af ELENA kan læses her.