
The Animation Workshop i Viborg, der bl.a. rummer Center for animationspædagogik, vil gøre op med den gammeldags tavleundervisning. I stedet skal animation og tegnefilm benyttes som et pædagogisk værktøj.
Projektet handler om at kunne gå fra tekst til animation i undervisningen. Ved at skrive en given tekst kan man efterfølgende se den animation, som man har skrevet om. En af personerne bag projektet giver følgende eksempel: "Skriver man "den blå mand kysser den prikkede elefant" og trykker på play, vil man se en lille animeret film med en blå mand der kysser en prikket elefant!"
For at det skal kunne realiseres, søger The Animation Workshop nu relevante partnere i Danmark og resten af EU.
Projektpartnerne kan komme fra mange forskellige områder – som f.eks. grundskoler, indvandrecentre som arbejder med sprogindlæring, programmører og – på universitetsplan - lingvister og semiotikere.
Et eksempel på animation i undervisningen (Illustration: The Animation Workshop).
Målet med projektet er at udvikle et internetbaseret program, som giver en ny indlæringsmetode ved hjælp af animation. Samtidig skal sprogundervisningen gøres sjov for både børn og voksne. Der er særligt fokus på at motivere kortuddannede, indvandrere, børn og unge med indlæringsproblemer til at lære et nyt sprog.
Ifølge The Animation Workshop kan projektet ventes at få støtte fra Transversal programmet, - en del af EUs Life Long Learning program, som yder bidrag til tværnationale partnerskaber på uddannelsesområdet.
Interessetilkendegivelse skal indsendes til The Animation Workshop senest 1. marts 2010.
Læs mere om projektet her hvor der gives flere eksempler på animation i undervisningen.
Yderligere information hos Hanne Pedersen (hanne@animwork.dk, tlf. +45 8755 4900), der er leder af Center for animationspædagogik, eller Troels Lindebjerg (troels@trib.dk, tlf. +45 22 58 47 07).