
Hovedpunkter
Island - Grønt lys for optagelsesforhandlinger
EU bør påbegynde optagelsesforhandlinger med Island. Det ventes at blive udfaldet på Kommissionens kollegiemøde onsdag.
Storbritannien og Holland menes dog at ville blokere for atlanterhavsøen, når den kommer frem til Rådet, på grund af uenighed om Islands gæld (ca. 40 milliarder kroner).
Undervejs er der igen voksende EU-skepsis i den islandske befolkning.
Danmark blokerer for Italienske bønder - Danmark blokerer for Italien mandag, når EUs landbrugsministre skal behandle et italiensk ønske om at forlænge en ordning, der afsætter 750 mio.kr. i statsstøtte til sammenlægning af gårde.
Ungarn, Letland og Lithauen har fået ja til tilsvarende ordninger.
Bl.a. derfor var landbrugsminister Eva Kjer Hansen indstillet på at stemme for en ny undtagelse fra reglerne.
Men i Folketinget pålagde Europaudvalget hende at stemme nej.
Begrundelsen er, at der er tale om et strukturproblem, og at Italien har haft rigtig mange år til at omstrukturere sit landbrug.
Mere magt til de lokale ?
Det spanske EU-formandskab holder et tre-dages møde mandag-onsdag i Barcelona om ”multi-level government” – hvilket er et EU-kodeord for at give kommuner, regioner og andre organisationer større indflydelse i forhold til nationalstaten.
Blandt de andre emner: Hvordan man regionalt og lokalt kan komme videre efter finanskrisen.
Dag-for-dag-oversigt:
Mandag den 22. feb.
Danmark blokerer for Italien – se herover.
Dyrevelfærdsmærke – Landbrugsministrene diskuterer en dyrevelfærdsmærkning, så forbrugerne kan vide, hvordan f.eks. kødet er tilvejebragt. Et af de store spørgsmål er, om dyrevelfærd skal medtages i allerede eksisterende miljømærker eller have et separat mærke.
Haiti, Ukraine, Zimbabwe – Der er udenrigsministermøde mandag. Det vigtigste emne er en vurdering af EUs indsats på Haiti. Udgangspunktet er, at EU-udenrigsminister Ashton ikke har været særlig heldig med at formidle den indsats, EU har gjort. Bl.a. meldte hendes pressekontor, at EU nu sendte militær indsatsstyrke til hjælp – uden at det har været diskuteret noget sted.
Mødet rummer en frokostdrøftelse om en frihandels- og associeringsaftale for Ukraine og et dansk forsøg på at få lettet sanktionerne mod Zimbabwe.
EU2020 og ”Efter København” – EU er stadig ikke færdig med at finde sin stilling efter COP15 klimakonferencen i København i december. Emnet kommer op på udenrigsministrenes ”Generelle råd” sammen med en forberedende drøftelse af den kommende 10-års plan for vækst og beskæftigelse, EU2020.
Mandag-onsdag den 22.-24. feb.
Mere magt til de lokale? – ses herover.
Møde mellem Spanien og den ny kommission – Repræsentanter fra det spanske formandskab mødes i Madrid med den nyudnævnte kommission.
Onsdag den 24. feb.
Optagelsesforhandlinger med Island – se herover.
Konference om it og energieffektivitet – Kommissionen holder en konference om it-sektorens rolle indenfor energieffektivitet og reduktion af CO2. Et af emnerne er et
netværk med bl.a. USA og Japan som deltagere om måling af energieffektiviteten i it-sektoren.
Onsdag-torsdag 24-25. feb.
Fisk i Europaparlamentet – Parlamentet har debat og afstemning om fiskerireformen. Desuden stemmes der om et direktiv, der skal lette de administrative byrder for små og mellemstore virksomheder.
Blandt de øvrige emner: Debat om det ekstraordinære topmøde den 11. februar – herunder Grækenland, EU2020 planen og EUs klimapolitik efter København.
Torsdag-fredag 25. feb.
Intern sikkerhed i EU – Ministerrådet for retslige og indre anliggender omhandler et af det spanske formandskabs prioriteringer: En intern sikkerhedsstrategi for EU med særligt fokus på terrorisme og organiseret kriminalitet. Målet er fælles redskaber og en mere koordineret indsats af medlemslandendes politistyrker.