
En global klimaaftale skal på dagsordenen igen, men det tager længere tid, end politikerne forventede straks efter sammenbruddet på klimatopmødet i København. Perspektivet er, at der kommer en to-trins model, hvor det afgørende møde bliver COP17, der finder sted i Sydafrika i december 2011 – dvs. i sidste øjeblik, før den nyværende klimaaftale, Kyoto-aftalen, udløber i 2012.
Modellen kom frem i mandags under et lukket møde, hvor udenrigsministrene diskuterede med EUs ny klimakommissær Connie Hedegaard, fortæller netavisen EU-Observer.
Fordelen vil dels være at vinde tid, dels at Sydafrika på FNs klimamøder optræder sammen med den såkaldte BRIK-gruppe af lande (Brasilien, Rusland, Indien, Kina), så en afgørende del af uland-blokken lettere vil kunne inddrages og tages i ed.
Sydafrika-modellen
Vælger man ”Sydafrika-modellen”, betyder det, at FNs klimatropmøde i Mexico i november - COP16 – kan bruges til at udrede, hvad man faktisk nåede frem til i København.
To af de centrale spørgsmål bliver: Hvad indebærer 2-graders målsætningen egentlig? Og hvordan får man de delresultater, der faktisk blev opnået i arbejdsgrupperne (bl.a. klimatilpasning og klimarigtig skovdrift), passet til og vedtaget som bindende FN-resolutioner.
Forløbet ventes at komme til beslutning på det næste møde i Bonn i det såkaldte COP-bureau, der samler trådene fra de årlige klimakonferencer. Næste møde finder sted i april – med det afgørende ministerråd i starten af maj.
30 procent?
Efter hvad ”Sjælland EU Nyt” erfarer, er en af de ting, der står på dagsordenen i EU-systemet lige nu, om EU fortsat skal sigte på at hæve 2020-målene fra 20 til 30 procent – og på hvilke betingelser.
Connie Hedegaard sagde under sin høring i januar, at den gamle ide med at gøre en international aftale til en betingelse for, at EU selv skulle ”gå til 30”, havde vist sig ikke at fungere.
Siden har bl.a. den tyske miljøminister Norbert Röttgen været inde på, at et 20 procent mål er alt for lavt på grund af krisen, der i sig selv dæmper udledningen.
Diskussionen har ekstra aktualitet i disse dage, fordi Kommissionen er midt i forberedelserne af sit udspil til EUs næste 10-årsplan for vækst og beskæftigelse, den såkaldte EU2020 plan, der skal afløse den gamle Lissabon-strategi.
EUs klimaplan for 2020 skal indbygges i den ”store” EU2020 plan. Stats- og regeringscheferne satte en ramme på max. fem målsætninger, da mødtes til ekstraordinært topmøde 11. februar. Tanken er nu, at klimamålene kommer til at indgå som et eller to af de fem overordnede målsætninger – og som delmål i resten af planen.
Men spørgsmålet lige nu er, om ideen med at ”gå til 30” skal genoplives eller, mere sandsynligt, på hvilke betingelser det skal ske.
Den ene mulighed er – som bl.a. den nu tidl. udenrigsminister Per Stig Møller har gjort sig til talsmand for – at man afventer nye tal fra klimaeksperterne, før man overvejer nye, ambitiøse mål. Den anden er, at nogle af industrilandene presser på for at få 30 pct. målet på dagsordenen igen inden sommer – ud fra et ønske om at få EU til at gøre en ekstra indsats for innovativ, grøn teknologi.