
Europa-Parlamentets formand Jerzy Buzek (herover) var blandt dem, der sang med fra de omdelte sanghæfter, da Region Sjællands klimasang ”Me and you” blev sunget som afslutning på en kæmpekonference i Bruxelles.
I forsamlingen sad 1.200 borgmestre og andre repræsentanter for de kommuner over hele Europa, der har underskrevet EUs borgmester-klimapagt.
Sangen blev præsenteret af komponisten og sangskriveren Søren Eppler, der oprindelig lavede sangen (i dansk version) til en Agenda 21-klimakonference i Roskilde i foråret 2009 – under titlen ”Jeg og du”.
Præsentationen af den engelske version i Bruxelles i går hænger sammen med, at de, der organiserer borgmesterpagten på vegne af EU, hørte sangen i Næstved i oktober sidste år. De var med, da sjællandske kommuner, det sjællandske kommunekontaktråd KKR og Region Sjælland skrev under på den særlige udgave af pagten, hvor region og kommuner går sammen om at danne en klimaenhed – og bad omgående om en engelsk version.
For at se film og afspille lyd skal du have Adobe Flash installeret på din computer.
Inspiration fra Rio 1992
”Sangen hedder ”Me and you”/”Jeg og du”, fordi den tager udgangspunkt i en person, der drømmer om en bedre verden og pludselig finder ud af, at den kan realiseres her og nu, hvis vi handler i fællesskab”, fortæller Søren Eppler.
Men hvorfor vælge så banal en titel til et emne, der er så alvorligt som klimaforandringerne?
”Da jeg deltog i Rio-konferencen i 1992 (om bæredygtig udvikling), sagde generalsekretæren, Maurice Strong, en ting, der slog mig: ”Vi har viden nok om verdens klimaproblemer. Det, vi har brug for, er, at folk bliver grebet i hjertet, for det er de ting, der griber folk om hjertet, der fører til handling”.
Fællesskab er noget af det, der betyder allermest for folk. Så det, jeg har forsøgt, er at lave en sang, der kan røre alle i deres dagligdag og fortælle, at vi hver især er nødt til at handle som en del af fællesskabet”.
Sangen med tekst og noder findes her i engelsk version (3,3 MB):
og i dansk version (3,3 MB):