
Hovedpunkter
Topmøde
Der er – lidt usædvanligt – éndagsmøde i Det Europæiske Råd torsdag.
Hovedpunkterne bliver:
EU2020 planen - De 27 stats- og regeringsledere ventes at tage stilling til EU2020-planen for vækst og beskæftigelse uden større debat. Hovedhjørnestenen bliver EUs 20-20-20 plan (20 pct. CO2-reduktion i 2020), som for længst er vedtaget.
Van Rompuy-pakken til frokost - Hovedemnet bliver endnu en gang den økonomiske krise, som vil blive diskuteret over frokosten. Her vil EU- og eurozone præsident Herman Van Rompuy præsentere en pakke af forslag, hvor ideen er at EU skal kunne overvåge medlemslandenes økonomi tidligere, gribe ind tidligere og med en større vifte af sanktionsredskaber end hidtil.
Et af spørgsmålene bliver, om også ikke-euro lande skal overvåges nøjere end i dag, og om man skal til at fokusere på gæld i højere grad end de famøse 3 procent underskud på statsbudgettet.
Finansielle reformer – Også en styrket overvågning af finanssektoren kommer op. Det sker i forbindelse med forberedelserne til G-20 topmødet i Toronto den 26.-27. juni, hvor EU møder resten af verdens økonomiske giganter for at diskutere kriseindgreb.
Island – Topmødet ventes at give sin godkendelse af, at Kommissionen indleder optagelsesforhandlinger med Island. Storbritannien ventes at acceptere, fordi sagen om Icesave-redningen er ført over i en domstolsprocedure i EFTA. Holland ventes at acceptere, hvis de kommende regeringspartier kan nå at danne sig en mening.
Parlamentssamling
Der er parlamentssamling i Strasbourg mandag-torsdag. Se nærmere under de enkelte dage.
Dag-for-dag-oversigt:
Mandag den 14. juni
Informationssamfundet til debat / Madrid – Det spanske formandskab afholder møde på ministerielt niveau om informationssamfundet politikker for at skabe flere fælles kriterier og standarder på området.
Udviklingsbistand nu på 0,45 pct – Der er ministerråd for udviklings- og udenrigsministre i Luxembourg med fokus på ”Årtusindmålet” om at EU skal op på en bistand til ulandene på 0,7 procent af nationalproduktet i 2015. I indeværende år skulle EU-landene samlet have nået 0,56. Rent faktisk er de nu nået til 0,45 pct. Temaet kommer op igen i efteråret. Se i øvrigt om Parlamentet debat om udvikling tirsdag.
Iran, Gaza, Balkan – Der er udenrigsministermøde (FAC, Foreign Affairs Council) i Luxembourg med flg. hovedtemaer: Skrappere sanktioner mod Iran? EU-garantier for import af varer til Gaza. Visumfrihed til Bosnien-Herzegovina og Albanien?
Også et dansk-tysk forslag om øget vægt på menneskerettighederne i EUs nye udenrigstjeneste kommer op.
Topmødeforberedelse og borgerinitiativ – I fortsættelse af FAC-mødet ovenfor tager udenrigsministrene GAC-kasketten på for som ”Rådet for almindelige anliggender” (General Affairs Council) at forberede topmødet torsdag.
Andre emner: Det europæiske borgerinitiativ, hvor borgere skal kunne forlange et emne sat på Kommissionens dagsorden, hvis de kan skaffe 1 million underskrifter.
Sproglige rettigheder i straffesager. Parlamentet stemmer om en EU-lovgivning, der skal sikre, at borgere, som står over for en straffesag uden for deres egen medlemsstat, har adgang til tolke på deres modersmål (forhandling mandag, afstemning onsdag).
Tirsdag den 16. juni
EUs og Golfstaterne – Der er rutinemøde mellem EU og Golfstaternes samarbejdsråd, som omfatter Bahrain, Kuwait, Oman, Qatar, Saudi-Arabien og Emiraterne.
Udviklingsmål – Parlamentet debatter udvikling i forbindelse med en rapport om Millennium-udviklingsmålene – otte mål, som alle 192 FN-medlemsstater og 23 internationale organisationer har lovet at nå inden år 2015. De omfatter bl.a. reduktion af ekstrem fattigdom, reduktion af børnedødeligheden og bekæmpelse af aids. Se i øvrigt herover om udviklingsministrenes møde mandag.
Mærkning af fødevarer – Parlamentarikerne skal beslutte, hvordan EUs standarder for fødevareinformation skal tages sig ud (forhandling tirsdag, afstemning onsdag).
Lastbilchaufførers arbejdstid – Parlamentet skal tage stilling til, om arbejdstidsbegrænsningerne for lastbilschauffører også skal omfatte selvstændige, der kører en lastvogn – uanset at de ikke er underlagt arbejdstidsregler i øvrigt (forhandling tirsdag, afstemning onsdag).
Onsdag den 16. juni
New Zealand – EU og New Zealand holder møde på ministerielt niveau i Madrid. Handel er hovedemnet, men også klimaforandringer, sikkerhed og udviklingen i Asien og Stillehavet kan komme på tale.
Sproglige rettigheder i straffesager – Afstemning, se i øvrigt mandag.
Mærkning af fødevarer – Afstemning, se i øvrigt tirsdag.
Lastbilchaufførers arbejdstid – Afstemning, se i øvrigt tirsdag.
Israels angreb på nødhjælpsskib – Parlamentet vil drøfte det israelske angreb på et nødhjælpsskib ud for Gaza (forhandling onsdag, afstemning torsdag).
Ashton til debat i Parlamentet - EUs udenrigsminister Catherine Ashton vil deltage i debatten, når parlamentet beskæftiger sig med spændingen på Korea-halvøen, situationen i Bosnien-Hercegovina og EU's forhold til Rusland (forhandlinger onsdag, stemmer torsdag).
Torsdag den 17. juni
Topmøde: EU2020 planen og Van Rompuy-pakken – se ovenfor.
Israels angreb på nødhjælpsskib – Afstemning, se i øvrigt herover.
Ashton til debat i Parlamentet – Afstemning, se i øvrigt ovenfor.