Energisparekrav til det offentlige står for skud
Regeringen er fleksibel for at nå krav om 20 procents energieffektiviseringer i 2020
Af Filip Schwartz Kirkegaard
Et af de mest kontroversielle og sårbare emner i forhandlingerne om EU’s kommende energieffektiviseringsdirektiv er kravene til det offentlige. Kravene kan derfor ende med at blive ændret.
Det fortæller Martin Lidegaard, minister for klima, energi og bygninger (R), til Sjælland EU Nyt, efter han onsdag har været til rådsmøde i Bruxelles, hvor han har vedtaget en statusrapport på forhandlingerne om det tunge direktiv.
”Det er jo ikke nogen hemmelighed, at det mål, der handler om tre procents renovering af det offentliges bygningsarealer om året, er et sted, hvor mange lande siger, at det er for detaljeret, og det er for mærkeligt. Det er så et sted, hvor man kunne sige, at kunne man finde andre steder at nå samme målsætninger på, så skulle man måske have den fleksibilitet, er der nogen, der har foreslået,” siger Martin Lidegaard.
Det siger han lige efter at have proklameret over for Reuters, at energieffektiviseringsdirektivet er hans vigtigste prioritet, når han skal lede energiforhandlingerne under Danmarks EU-formandskab første halvår 2012.
Hans rolle bliver at hjælpe til at gøre direktivet konkret. Det er et større regnestykke, der skal gå op. EU har med klimapakken fra 2008 vedtaget en målsætning om at spare 20 procent i energiforbruget i 2020. Bortset fra målene om 20 procent mere vedvarende energi og 20 procent mindre CO2-reduktion, er energieffektiviseringsmålet dog ikke bindende. Regeringens mål er dog at nå energieffektiviseringer, der svarer til 20 procent, hvilket ifølge EU-Kommissionen er 368 mia. tons olieækvivalenter (mtoe). Kravet til energirenoveringer i det offentlige vil dog kun anslået give effektiviseringer på 20 mtoe.
Det samlede regnestykke er vigtigere end enkelte initiativer
Når det gælder det samlede energiregnestykke, er klimaministeren dog positiv. Han siger, at det polske EU-formandskab allerede er nået langt, men at hans rolle nu bliver at finde de virkemidler, landene kan blive enige om.
”Og det er jo ikke nogen hemmelighed, at der er meget forskellige virkeligheder rundt i de forskellige lande. Jeg er sådan set utrolig åben for, hvilke virkemidler, der skal benyttes og hvordan – så længe vi når vores mål,” siger Martin Lidegaard.
Også emner som krav til energiselskaberne er kontroversielt, siger han – selvom eksempelvis Danmark har været glad for at stille krav til energiudbyderne.
”Sådan er det på alle områderne. Nogen er meget glade, andre mindre glade. Udfordringen er at lave en ramme, som alle kan se sig selv i og se relevansen for dem,” siger energiministeren.
EU-Parlamentet har endnu ikke taget stilling til direktivet, men flere betydningsfulde danske EU-parlamentarikere har meldt ud, at de forudser, at kravet, som de ellers bakker op om, vil møde modstand i parlamentet. Dermed ser der ud til at være udbredt modstand – både blandt de direkte folkevalgte og blandt landene i Ministerrådet. Også den danske regering har i et notat til Folketingets Europaudvalg meldt forbehold ud omkring kravet til offentlige instanser.
Er kravet til det offentlig lagt død?
Spørgsmål: Hvis selv den danske regering, der ellers normalt er meget aktivistisk i forhold til, at det offentlige skal gå forrest, udtrykker skepsis, er forslaget så ikke lagt død i rådet allerede nu?
”Det tror jeg sådan set ikke, man kan sige på den måde, for der er andre, der er mere supportive. Men jeg tror, at jeg er nødt til at sige, at vi skal have øjnene fast rettet på målsætningen, og at vi bliver nødt til at være fleksible i forhold til de virkemidler, der kan få os dertil,” siger Martin Lidegaard.
Han siger, at den danske regering ønsker mere fleksibilitet i kravet til det offentlige.
”Den danske regering mener, at målsætningerne skal nås, men ikke nødvendigvis lige på den måde – at der måske godt kan være lidt mere fleksibilitet, så vi siger, at vi skal nå nogle mål i den offentlige sektor, der svarer til det, men måske ikke tre procent af arealet specifikt. Det kunne jo også være, at man kunne nå den samme absolutte størrelse af en given størrelse,” siger ministeren.
Fakta om energieffektiviseringsdirektivet
EU-Kommissionens forslag til direktivet skal få europæerne til at forbruge mindre energi gennem:
à Energieffektivisering i den offentlige sektor, heriblandt krav om energirenoveringer (tre procent om året for bygninger med mere end 250 kvm). Samtidig skal medlemsstaterne sikre, at offentlige organer kun køber produkter, tjenester og bygninger, som opfylder høje krav til energieffektivitet.
à Energispareforpligtelser for energiselskaberne
à Energisyn og energiledelsessystemer samt måling af energiforbrug og informativ
fakturering
à Energieffektivisering af energiforsyningen (bl.a. fremme af energieffektiv opvarmning
og køling, energikonvertering samt energitransmission og distribution)
à Tværgående bestemmelser (bl.a. om certificeringsordninger og fremme af energitjenester).
Forslaget har overvejende fokus på realisering af rentable energieffektiviseringer, hvor de øgede investeringsudgifter, der i nogle tilfælde kan være betydelige, opvejes af de lavere energiudgifter.
Forslaget vil dog på kort sigt betyde øgede udgifter for stat, regioner og kommuner. Et reduceret energiforbrug vil medføre afgiftstab for staten
Dokumentation om landenes foreløbige holdninger
Regeringens officielle holdning til kravet til det offentlige (samlenotat til Folketingets Europaudvalg 9. november):
”I forbindelse med reduktion af forbruget af fossile brændsler bør den offentlige sektor gå foran. Som led heri bør energiforbruget i de offentlige bygninger reduceres gennem løbende 16 energirenoveringer. Kravet i forslaget om at 3 pct. af offentlige bygninger større end 250 kvadratmeter skal energieffektiviseres til en standard, så de opfylder mindstekravet energimæssig ydeevne i artikel 4 i EU’s bygningsdirektiv, vil imidlertid være vanskeligt at administrere i en dansk sammenhæng, da implementeringen af bygningsdirektivet er sket i form af komponentkrav i bygningsreglementet og ikke som krav til energimæssig ydeevne. Forslaget skal derfor undersøges nærmere.”
Rådets foreløbige positioner (statusrapport om forhandlingerne om energieffektiviseringsdirektivet 24. november):
”Public bodies (Article 4)
Similar to the discussions that took place when the Commission Communication on an Energy Efficiency Plan 2011 was examined, many delegations questioned the scope, financial feasibility and appropriateness of the proposed annual 3% refurbishment target for all buildings owned by public authorities. There were requests for better coherence with Directive 2010/31/EU on the energy performance of buildings, including on possible exclusions. Several delegations have stated the view that any such obligation should be backed by additional sources of financing. One way to define and delimit more clearly the scope of this provision that was suggested during discussions in the Working Party would be to focus the obligation on buildings owned by central government, whereby Member States could at the same time be required to incentivise the retrofitting or upgrade of the energy performance of the buildings owned by regional and local authorities and in social housing. The Presidency text includes a first suggestion for an alternative approach to the annual renovation target, which was called for by the Council in its conclusions of June 2011. The alternative approach may require further fine-tuning to provide the flexibility requested by several delegations and at the same time ensure equivalence with the efforts to be undertaken.
Purchasing by public bodies (Article 5):
For many delegations, the current text as proposed by the Presidency, including Annex III, does not give rise to major objections at this stage. There have, however, been calls for wider aspects of sustainability for public procurement to be considered, and for further analysis of Annex III and the compatibility of the proposed provisions with EU public procurement Legislation.”
