LogoGC

greatercopenhagen_logo_white_rgb

Bred enig om patientrettigheder i parlamentet

Ideen om, at patienter skal kunne vælge at blive behandlet i et andet EU-land end deres eget, ser ud til at kunne glide lige igennem Europa-Parlamentet. Forudsætningen er dog, at man ændrer én central ting:
Patienternes totalt frie valg af behandlingssted i hele EU skal ud.
Ind skal en ordning med, at man skal sikre sig en forhåndsgodkendelse, hvis man skal regne med at få regningen betalt af sygesikringen derhjemme.

Debatten om Patientrettighedsdirektivet i dag viste, at de tre store partier var stort set enige med Kommission og Råd , og måske var der dermed en chance for, at forslaget kunne køres igennem inden jul og dermed i indeværende parlament.

Det kommer bare ikke til at ske, lader det til. Som repræsentant for formandskabet sagde den franske sundhedsminister Roselyne Bachelot ved starten af debatten, at der er lavet en 18-måneders køreplan med de  to næste formandskabslande, Tjekkiet og Sverige, om et forløb, der ud kører over Europa-Parlamentsvalget i juni næste år.

Hun var i øvrigt den første til at markere, at frit valg på tværs af grænser må parres med forhåndsgodkendelse. Ellers bliver det umuligt at styre de nationale sundhedsbudgetter. Hun mente på den anden side ikke, at et land ville kunne sige nej til et ønske om behandling i udlandet, hvis der er en urimelig lang kø til en bestemt sundhedsydelse hjemme.

Ros og kritik
Højrefløjen – dvs. de kristelig-konservative – fandt kravet om forhåndsgodkendelse ”fair”. Socialdemokraterne fandt forhåndsgodkendelse ”afgørende”, mens De Grønne understregede, at patientrettigheder må være en ”kvalificeret” – altså begrænset – ret, ikke en ”absolut” ret.

Der var ligeledes enighed om, at ordningen kun gjaldt de typer behandling, patienten allerede nu har ret til gennem sygesikringssystemet i sit hjemland.

Men der var også kritik fra ventrefløjen og påpegning af en lang række uklare punkter i det udkast til direktiv, der foreligger.

Kritikken gik især på, at direktivet skaber ulighed. Det er overkommeligt for de rige og veluddannede at rejse til et andet land med et andet sprog og lade sig behandle dér. Det er langt vanskeligere for de dårligt uddannede og svage.

Flere lagde op til, at der måtte være en fond eller et system for forudbetaling via det offentlige. En enkelt talte om et clearing-house – altså en udligningsordning. Og Hanne Dahl fra Junibevægelsen fik markeret, at EU ikke må ende i et amerikansk system, hvor de rige får den bedste, de fattige kun den næstbedste behandling. Der skal visiteres efter behov, sagde hun.

GUE-gruppen, der har Enhedslisten som medlem, kaldte direktivet for ”Bolkestein mark II”. ”Sundhed er en borgerret, ikke noget man handler som en forsikringspolice”, hed det.

Forskelle fra land til land
Der er stor forskel på den måde, direktivforslaget bliver set i de forskellige lande. Et italiensk medlem gjorde opmærksom på, at velstillede italienere allerede lægger et samlet beløb på 300 millioner kroner om året for at blive behandlet i udlandet – fordi ventelisterne hjemme er utålelige. Han mente derfor, at det ny direktiv burde føre til en tættere overvågning af de nationale sundhedsvæsner.

Også i Irland er der allerede mange, der rejser ud for at blive behandlet. ”Men det er skidt for dem, der bliver tilbage og ikke har råd til at rejse”, sagde et irsk medlem. Et medlem fra Cypern mente, at ideen med patienters frie ret til behandling i udlandet kunne være udmærket i teorien, ”men et mareridt i praksis”: ”Hvis nu det bliver almindeligt på Cypern, at man søger behandling inden for f.eks. hjernekirurgi i Sverige – vil man så ikke få en forringelse af de hjernekirurgi-centre, vi har på Cypern?”

Tanken i Kommissionens forslag er, at patienterne kun får det beløb, som behandlingen ville have kostet hjemme. Men hvad så med de nye lande? Et medlem fra Rumænien mente, at EU var nødt til at støtte en patientrettighedsordning med rede penge. Ellers ville ingen, f.eks. i Rumænien, have råd til at tage til udlandet for at blive behandlet.

Praktiske problemer
Flere understregede, at der bliver en række praktiske problemer, der skal løses. Kommissæren, Androulla Vassiliou, lagde selv ud med, at det bliver nødvendigt med elektroniske patientjournaler. Men for at de skal kunne anvendes fra eet land til et andet, skal de standardiseres, og der skal være en eller anden form for overvågning, der kan sikre kvaliteten både i patientjournalerne og på de hospitaler og klinikker, den hjemlige sygesikring henviser til.

Et andet aspekt, der blev nævnt flere gange i debatten, var recepter. Hvordan sikrer man, at de lægemidler, der bliver udskrevet i land X, også kan fås tilsvarende i land Y?

Et tredje handler om patientsikkerheden. Mange operationer slår fejl. Men hvad gør man præcist, hvis man er kommet hjem, måske er sengeliggende og nu er henvist til at klage i det land, hvor man blev opereret?

Forsøgsregion på tværs af grænser
Der var enkelte røster for det helt frie valg, uden forhåndsgodkendelse, men de var få. Derimod var der et konstruktivt forslag på regionalt niveau fra det hollandske medlem Ria Oomen-Ruiten. Hun bor i Maas, den sydligste del af Holland, der ligger klemt inde som en tarm mellem Tyskland og Belgien. Og hvorfor ikke lave nogle forsøgsregioner – f.eks. en, der dækkede Maastricht-området i det sydlige Holland, Rhin-området i Tyskland og en del af Belgien? Denne ”forsøgs-region” ville kunne bygge på et velfungerende samarbejde, der allerede eksisterer, mellem klinikker, hospitaler og læreanstalter i Maastricht og Aachen.

Tidsplan
Forslaget går nu til detaljeret behandling i udvalgene, og forhandles samtidig på rådssiden i møder mellem medlemslandene. Med den tidsplan, der ligger, må man vente, at spørgsmålet om patienters rettigheder også kommer op som et af hovedemnerne under valgkampen i forbindelse med Europa-Parlamentsvalget i juni 2009.

 

  • Var denne artikel nyttig?
  • Ja   Nej