LogoGC

greatercopenhagen_logo_white_rgb

EU-millioner til sjællandsk forskning i flere kroniske sygdomme

Tre sjællandske sygehuse med i forskningsprojekt, der skal forbedre behandlingen for patienter med flere kroniske sygdomme.

Mere end halvdelen af alle personer med en kronisk sygdom har minimum én anden kronisk sygdom og er dermed i højere risiko for at dø for tidligt, blive indlagt på sygehuset og være indlagt længere tid, end personer med kun én kronisk sygdom.

Næstved, Slagelse og Ringsted sygehuse (NSR) har sammen med Syddansk Universitet modtaget 11 millioner kroner fra European Research Council (ERC) til projektet MOBILIZE, der har fokus på behandling af patienter med mere end én kronisk sygdom- også kaldet multimorbiditet.

– Jeg er selvfølgelig utrolig stolt over at modtage den bevilling. Det er et kæmpe skulderklap til NSR og SDU, hvor vi arbejder målrettet og med stort fokus på multimorbiditet, der påvirker millioner af mennesker på verdensplan og anses som den vigtigste udfordring for sundhedssystemet de kommende år på grund af de personlige og samfundsmæssige konsekvenser, det medfører, fortæller Søren Thorgaard Skou, der er forsker ved begge instanser.

 

Tage hånd om egen sygdom

Mere end en tredjedel (37 pct.) af borgerne i Region Sjælland – omkring 252.900 borgere – har mindst to langvarige sygdomme. Der er sket en stigning siden 2013, hvor forekomsten var 33 pct.

De hyppigste sygdomme er slidgigt (25 pct.) og allergi (21 pct.). I alt 18 pct. af borgerne har KOL, diabetes, hjertekar-sydom eller kræft mod 15 pct. i 2013. Multisygdom er forbundet med øget dødelighed og større brug af sundhedsvæsenets ydelser samt øgede sundhedsomkostninger.

MOBILIZE har fokus på at gøre patienter med multimorbiditet i stand til i højere grad at tage hånd om deres egen sygdom, således at de kan reducere symptomerne på de individuelle sygdomme, øge livskvaliteten, modvirke depression og forebygge, at flere kroniske sygdomme udvikler sig. Det skal i høj grad ske gennem superviseret, individualiseret træning og uddannelse.

– Det er fantastisk for os som sygehus, at vi har så dygtige og unge forskere som Søren T. Skou. Det betyder, at vi kan trykke endnu mere på speederen og udvikle vores forsknings- og faglige miljø til gavn for personalet og ikke mindst vores patienter, der får stor glæde af projektet, siger sygehusdirektør Vagn Bach.

 

Præstigefyldt EU-støtte

MOBILIZE er finansieret med et Starting Grant fra the European Research Council, og er ifølge Region Sjælland den mest prestigefyldte, europæiske bevilling, man kan modtage. Det 5-årige projekt skal foregå ved SDU og Næstved, Slagelse og Ringsted sygehuse.

En central del af projektet er et stærkt tværvidenskabeligt samarbejde med brug af mange forskellige videnskabelige metoder og en høj grad af patientinvolvering i hele forskningsprocessen for at sikre, at projektet har relevans for patientgruppen og sundhedssystemet og efterfølgende kan implementeres.

– Det er en stor anerkendelse af Søren T. Skou at modtage dette. De kan kun søges af yngre forskere mellem to til syv år efter deres ph.d., og bevillingen viser, at der her er tale om en yngre forsker, der virkelig er på vej frem, siger dekan Ole Skøtt fra Sundhedsvidenskab på SDU.

  • Var denne artikel nyttig?
  • Ja   Nej