LogoGC

greatercopenhagen_logo_white_rgb

Få en check, og du kan blive behandlet i udlandet

Skal man behandles i udlandet, skal man forhåndsgodkendes og have en check med hjemmefra. Den ide vinder indpas i EUs forskellige institutioner lige nu. Men ellers er den generelle indstilling, at Kommissionens forslag om patientrettigheder skal skæres ned til benet. Det viste sig bl.a., da EUs sundhedskommissær Androulla Vassiliou forleden mødte regionerne på et møde med danskeren Karsten Uno Petersen for bordenden. 

Ideen med en patient-check kan gå hen og blive den praktiske foranstaltning, der samler et flertal omkring det forslag til et direktiv om patientrettigheder-over-grænser, som Kommissionen fremlagde i sommer, og som nu er under behandling i EUs forskellige institutioner.

Check’en er et stykke papir, der siger, hvor mange penge en bestemt patient kan blive behandlet for i udlandet på hjemstatens regning. Reglen i forslaget er, at staten betaler samme beløb som det ville have kostet at behandle patienten hjemme. Har man lyst til selv at betale mere, står det én frit for!

Forhåndsgodkendelse
Det springende punkt er fortsat, om det er patienten selv, der bestemmer, om han eller hun vil lade sig behandle i udlandet – og dermed, om man som patient har retskrav på check’en. Eller om der skal en forhåndsgodkendelse til, – sådan at retten til behandling i udlandet kun bliver aktuel, hvis der er lange ventelister derhjemme.

I Regionsudvalget er stemningen klart for det sidste. Og for at behandlingen skal foregå i hjemlandet, medmindre der er ventelister, eller der er særlige grunde til at tage ud. Det fremgik af en interessenthøring i Regionsudvalget med sundhedskommissær Androulla Vassiliou – og med danskeren Karsten Uno Petersen for bordenden i sin egenskab af ordfører for Regionsudvalgets udtalelse om direktivforslaget.

Samme holdning finder man i ministerrådet, erfarer Sjælland EU Nyt, selvom der er mindst to lande, der vil have, at det er patienten selv, der bestemmer: Storbritannien og Sverige.

”Vi mener helt klart, at Kommissionen er gået for langt. Der er for meget ideologi i forslaget”, siger en repræsentant for det formodede flertal.

Parlamentet er som sædvanlig splittet mellem en liberal-konservativ holdning, der går på ”frit valg til patienten” og ser sundhedsydelser som en tjenstydelse på Det indre marked, og en socialdemokratisk holdning, der lægger vægt på den sikkerhed, der er bygget op gennem den nationale velfærdsstat. Og de problemer, der ville ligge i at styre et offentligt sygehusvæsen, hvis folk havde frit valg.

Regionsudvalget
I EUs Regionsudvalg sidder Karsten Uno Petersen, der repræsenterer Danske Regioner, som pennefører på en udtalelse, der er så godt som færdig. Heri hedder det, at medlemsstaterne skal have ”ubetinget ret til at etablere et generelt system med forhåndsgodkendelser…”. Men det hedder samtidig, at ”Regionsudvalget henstiller, at det kun er de områder, der har direkte betydning for patienternes rettigheder, der reguleres i direktivforslaget”.

Alt, hvad der kan minde om harmonisering i direktivforslag, skal ud, fremgår det. Det drejer sig først og fremmest om diverse forslag til samordning af regler for patientjournaler, vurdering af modtagende hospitaler osv. Men på den anden side bifalder Regionsudvalget, at man kan gøre det lettere for de forskellige sygehusvæsner at tale sammen ved at ”identificere nødvendige standarder og terminologier for interoperabilitet”.

Debat
På en høring i Regionsudvalget, hvor regionale interessenter mødte Kommissæren Androulla Vassiliou, bad en italiener om fælles, ensartede regler, fordi det ville hæve standarden i hele EU. Men det afviste kommissæren. Det ville være at harmonisere. Til gengæld mente en repræsentant for de tyske amter (Landkreise), at forslaget gik alt for langt, fordi det ville blive vanskeligt at styre det lokale sundhedsvæsen.

Her lød kommissærens svar, at der jo ikke er tale om ny lovgivning. For patienterne har allerede disse rettigheder i dag i kraft af en serie domme fra EF-domstolen.

Catharina Segersten Larsson, der repræsenterer 217 regioner i sammenslutningen AER (Association of European Regions), fandt forhåndsgodkendelser problematiske. For hvem skal bedømme, om en patient, der har fået et afslag, rent faktisk havde et retskrav på en behandling? Den, der mener sig uretfærdigt afvist, må igen gå til EF-domstolen. På den måde, mente hun, vil det blive sådan, at hvert land kan lave sit eget system, men til syvende og sidst bliver det alligevel domstolen, der afgør.

Samme argument brugte kommissæren, der i øvrigt lagde vægt på:
– at forslaget lægger op til samarbejde om sjældne sygdomme, dvs. sygdomme, der optræder hos 5 personer eller færre af en befolkning på 10.000. Der findes 7.000 af den slags sygdomme, og dér er det vigtigt, at medlemslandene kan trække på hinanden.
– at Kommissionen lægger op til et samarbejde mellem medlemslandene, der skal højne standarden. I EU pådrager 4 millioner patienter sig hvert år en infektionssygdom under et hospitalsophold. Det svarer til 5 procent af alle indlæggelser, og disse infektioner medfører 37.000 persons død hvert år.

Derfor, siger hun, indeholder forslaget en ramme for samarbejde mellem medlemslandene, og til et systematisk samarbejde om at identificere og beskrive bedste form for praksis.

Kodificering og kompromis
Karsten Uno Petersen, der som nævnt sad både som ordfører og som ordstyrer under høringen, understreger over for Sjælland EU Nyt, at Kommissionen skulle passe på ikke at overfortolke de domme, der ligger bag direktivet: ”Man kan ikke markedsgøre sundhedssektoren på linje med andre varer og tjenester”, siger han.

”Vi har sagt: Det her skal være en kodificering af de domme, der er kommet fra EF-domstolen. Resten må ligge inden for den nationale kompetence og dermed overlades til et samarbejde mellem medlemslandene som suveræne stater. Det vil sige, det bliver medlemsstaterne, der bestemmer de rettigheder, deres borger skal have, og den standard, der skal være”.

Han mente i øvrigt, at der var en bevægelse i gang, også hos fru Vassiliou: ”Jeg tror på, der vil kunne opnås et kompromis”.

Dommene
I juridiske termer handler diskussionen om, hvorvidt man skal se sundhed som en tjenesteydelse på markedet og dermed støtte sig til Artikel 49 i EU trakaten, der handler om Det indre marked. Eller om man skal tage Artikel 152 som udgangspunkt, der handler om, at sundhedsvæsenet styres af medlemsstaterne og ligger uden for EUs kompetence.

Dilemmaet ligger i en serie domme fra 1998 og frem, hvor EF-domstolen fortolker traktaterne sådan, at patienter faktisk har en ret til at søge behandling, hvor de vil, på EUs indre marked.

Den mest berømte af disse domme handler om Yvonne Watts, en britisk kvinde, der blev vred over at skulle vente på en ny hofte, tog til Frankrig for at få behandling og siden krævede hoften betalt af den britiske sygesikring.

Sagen endte med, at hun fik medhold ved EF-domstolen, der erklærede, at ”National Health Service (NHS), har ikke ret til at nægte at give en patient tilladelse til at modtage behandling i udlandet… medmindre det kan bevises, at ventetiden ikke overstiger det medicinsk acceptable tidsrum i forhold til patientens tilstand og kliniske behov”.
Domstolen henviste specifikt til Artikel 49.

  • Var denne artikel nyttig?
  • Ja   Nej