LogoGC

greatercopenhagen_logo_white_rgb

Gennembrud for patientrettigheder

Patienter, der ikke kan blive behandlet rimelig hurtigt i hjemlandet, skal kunne behandles i et andet EU-land – efter forhåndsgodkendelse. Patienter med sjældne sygdomme skal om nødvendigt både kunne diagnosticeres og behandles i udlandet. Og telemedicin skal indrettes sådan, at man kan fjernbehandle over grænser. Det er resultatet efter et gennembrud i forhandlingerne om EUs direktiv om patientrettigheder, som nu ventes vedtaget i Parlamentet i Strasbourg i næste uge. 

EUs direktiv om patientrettigheder er nu tæt på sin endelig godkendelse – efter en proces, der har varet 2 ½ år og ført til grundige ændringer i det oprindelige forslag. Gennembruddet kom i lukkede forhandlinger lige før jul, og der er lagt op til færdigbehandling i Parlamentet i Strasbourg i næste uge.

Sjælland EU Nyt har haft adgang til den tekst, som Rådet – dvs. medlemslandene – og alle de store partier i Parlamentet nu er enige om. Kernepunkterne er:

  1. Patienter, der ikke kan blive behandlet rimelig hurtigt i hjemlandet, skal kunne behandles i et andet EU-land, men sådan at der skal foreligge en forhåndsgodkendelse, hvis patientens nationale sygesikring skal betale. På det punkt er der vendt op og ned på det forslag, Kommissionen oprindelig lagde ud med – efter pres fra en lang række medlemslande og regioner, herunder Danmark og danske regioner.
  2. Patienter med sjældne sygdomme skal både kunne diagnosticeres og behandles i udlandet – hvis den nødvendige ekspertise ikke findes i hjemlandet. Om det er tilfældet eller ikke, skal alene afgøres ud fra lægefaglig ekspertise – ikke af administrative/økonomiske hensyn.
  3. Telemedicin skal indrettes sådan, at man kan fjernbehandle over grænser. Det er et nyt punkt, som Parlamentets forhandlere har fået sat ind i den sidste del af forhandlingerne.

Politikken bag

Forhandlingerne om patientrettighedsdirektivet har været gennem et temmelig omtumlet forløb. Kommissionen fremlagde sit forslag i sommeren 2008. Det nåede kun en førstebehandling i Parlamentet før valget i 2009, og da Rådet skulle i gang med sin førstebehandling, gik sagen i kage, fordi Spanien var bekymret for udgifterne i forbindelse med de mange udenlandske pensionister, der bor i landet.

Undervejs har et flertal i Parlamentet hele tiden villet give flere rettigheder til patienterne individuelt, så de frit kunne købe sundhedsydelser i udlandet for deres sygesikringsmidler, mens medlemslandene sammen med den socialdemokratiske gruppe i Parlamentet har villet sikre, at ændringerne i de nationale sygesikringsordninger blev holdt på et minimum.

Det store spørgsmål var oprindeligt, om sundhedsydelser skal betragtes som en vare på markedet eller som et velfærdsgode, der ydes af nationalstaten.

Diskussionen går tilbage til en række domme ved EU-domstolen, der har markeret, at den betragter sundhedsydelser som en vare og sygesikring som en forsikringsydelse, sådan at patienten af egen drift kan bestemme, om han eller hun vil behandles i hjemlandet eller et andet sted i EU.

Det var denne markedsliberale tankegang, der lå i Kommissionens oprindelige forslag, men det er undervejs taget ud til fordel for princippet om, at patienten skal have en forhåndsgodkendelse hjemme, men til gengæld ikke skal punge ud for behandlingen – så længe udgifterne holder sig inden for det beløb, en behandling i hjemlandet ville have kostet.

Det endelige gennembrud kom i december i to omgange. En trepartsforhandling i Strasbourg i midt-december (mellem forhandlere fra Parlamentet (”underhus”), Rådet (”overhuset” i EU-systemet) og Kommissionen) fandt frem til et kompromis. Det er så blevet godkendt på et møde mellem de 27 medlemslande på ambassadørplan (COREPER) tre dage før jul.

Da alle de tre store partier i Parlamentet er med i kompromisset, er det så godt som sikkert, at den endelige behandling i Parlamentet i Strasbourg i næste uge kun bliver en formalitet.

Forhåndsgodkendelsen

Et kernepunkt i kompromisset er, at et medlemsland kun skal kunne afvise en forhåndsgodkendelse ud fra en række, nærmere definerede grunde.

De er til gengæld bredt formuleret. Det drejer sig på om hensynet til at opretholde et ”afbalanceret sundhedsvæsen i medlemsstaten”, begrænse kontrolomkostninger og undgå tab af finansielle, tekniske eller arbejdskraftressourcer. Endvidere, at der ikke skal kunne rejses tvivl om kvaliteten af den behandling, der bliver givet i udlandet.

På den anden side skal medlemslandet yde forhåndsgodkendelse, hvis patienten ikke kan blive rettidigt behandlet i hjemlandet ud fra et lægeligt skøn.

Forhåndsgodkendelse kommer kun på tale, hvor det handler om behandlinger, der kræver hospitalsophold på min. én nat. Behandlingen i udlandet skal være ”nødvendig og rimelig” i omfang, og det forudsættes, at der er tale om højt specialiserede og investeringskrævende behandlinger.

Det er op til medlemslandet selv at bestemme, om man vil betale mere, end dét, det ville koste hjemme at give den pågældende behandling – og om man vil betale rejse og ophold i forbindelse med behandlingen.

Begrænsninger

Det er ikke mindst Parlamentets liberale gruppe (som omfatter partiet Venstres repræsentanter), der har lagt vægt på ovennævnte ”begrænsninger”.

Gruppen stod oprindelig – ligesom Kommissionen – for, at patienter frit skulle kunne bestemme, om de ville hente sundhedsydelser i udlandet for deres sygesikring. Det synspunkt er der grundigt blokeret for undervejs, og resultatet er blevet disse ”begrænsninger” i de begrundelser, nationalstaten vil kunne anvende.

Medicin og efterbehandling

Direktivet stiller krav om et receptsystem, der klart angiver den lægelige myndighed, der står bag.

Hvis den medicin, der udskrives, ikke findes i patientens hjemland, skal de nationale myndigheder gøre, hvad de kan for at fremskaffe den.

Oplysninger til patienter og læger og støtte til udvikling

Der oprettes et ”nationalt kontaktpunkt” i hvert medlemsland, hvor patienter og læger skal kunne hente de nødvendige oplysninger.

Et medlemsland, der vil yde en sundhedsydelse til en patient fra et andet land, skal på opfordring kunne garantere, at en given klinik eller institution er i stand til at behandle patienten på et fagligt forsvarligt niveau.

Kommissionen skal yde finansiel støtte til oprettelse af et netværk, der kan vurdere ny sundhedsteknologi – og herunder støtte samarbejde mellem medlemslande til udvikling af nye metoder og ny teknologi på sundhedsområdet.

Desuden skal Kommissionen støtte udveksling af videnskabelige data på tværs af grænser.

Sjældne sygdomme

Sygdomme, der rammer op til fem personer ud af 10.000, betragtes som sjældne.

Kommissionen skal fremme en udveksling af oplysninger mellem medlemslandene, så læger og andre kan få et overblik over, hvilke ressourcer, der findes i det øvrige Europa, når det gælder sjældne sygdomme – og gøre opmærksom på de muligheder, der ligger i patientrettigheds- og andre direktiver.

eSundhed

Direktivet lægger op til, at medlemslandene udvikler telemedicin systemer, der kan ”snakke sammen”, så de kan anvendes på tværs af grænser.

Desuden skal der laves en minimumsliste over data, der skal indgå i medlemslandene elektroniske (og andre) patientjournaler.

Naboregioner

Direktivet lægger op til, at grænseregioner laver aftaler med hinanden, men stiller ikke nye krav desangående.

Se Sjælland EU Nyts artikel om det forslag, som det blev præsenteret i 2008 her.

Direktivforslaget som det ser ud efter kompromisset før jul kan læses her.

  • Var denne artikel nyttig?
  • Ja   Nej