LogoGC

greatercopenhagen_logo_white_rgb

Guldborgsund vil have mere bioøkonomi og sende gode eksempler til Bruxelles

Borgmester ser Guldborgsund-perspektiver i europæisk satsning på bioøkonomi.

Da Guldborgsund Kommune sidste år afsatte 10 millioner kroner til at etablere et bioøkonomisk vækstcenter, var det til dels, fordi de lolland-faltriske fødevare- og landbrugserhverv vil kunne tiltrække arbejdspladser og skabe udvikling. Men det var også, fordi det er den vej udviklingen går – også på europæisk niveau.

Økonomiudvalget fra Guldborgsund Kommune var i denne uge således i Bruxelles for at få en fornemmelse af, hvilke muligheder for EU-tilskud der vil være at finde på det bioøkonomiske område. Og eftersom kommunens bioøkonomiske vækstsatsning blandt andet sker i samarbejde med omkring 50 forskere fra Aarhus Universitet og Syddansk Universitet, var særligt indretningen af det fremtidige forskningsprogram, Horizon Europe, interessant.

– Vi satser ti millioner kroner over to-tre år på at blive førende på det her område, og det hænger naturligvis sammen med at vi gerne vil tiltrække noget mere forskning og nogle flere arbejdspladser på det her projekt, fortæller borgmester John Brædder, der var med på turen.

 

Jobs afhængige af landbruget

I forslaget til, hvordan det nye forskningsprogram bliver indrettet, lægger Europa-Kommissionen op til, at nye såkaldte klynger grøn omstilling. En klynge for klima, energi og mobilitet og en klynge for fødevarer og naturressourcer. Derudover vil der være støtte til cirkulær og bæredygtig industriel omstilling.

Læs mere om forslaget til Horizon Europe her.

– Vi er jo interesserede i at høre om de her søjler. Især på fødevareområdet, hvor vi som kommune har en høj fødevareproduktion, og vi har rigtig mange arbejdspladser, der er afhængige af landbruget, men også de afledte funktioner af landbruget. Og når man lægger økonomien om herfra og vil satse på mere cirkulær og bioøkonomisk tænkning, så matcher det med vores bioøkonomiske satsning, siger borgmesteren.

– Så det har vi hørt meget om og er kommet tættere på at det er den rigtige satsning, konstaterer han.

 

Mere konkret og kommunal EU-lobbyisme

I Bruxelles besøgte Guldborgsund-politikerne KL’s EU-kontor, hvor to mand varetager alle de danske kommuners interesser under EU-lovgivningsprocessen. Senere mødtes delegationen den danske europaparlamentariker Jeppe Kofod, der havde et budskab med til Guldborgsund.

– Det er i dag varetages af KL, som gør det, de kan, for alle 98 kommuner, der kunne vi godt selv blive endnu mere konkrete. Som vi også har hørt Jeppe Kofod sige; hvad betyder EU-lovgivning og støtteprogrammer egentlig konkret for de borgere, der bor i Guldborgsund?, siger John Brædder.

– Det kunne i virkeligheden og så være med til, at man fik dræbt lidt af den EU-skepsis, som ligger hos mange borgere. Jeg tror ikke, at den skepsis ligger i de store byer, jeg tror den ligger decentralt, væk fra beslutningstagerne, fordi man ikke kan se sig som en del af det. Så en yderligere synliggørelse af effekten af de projekter, vi går ind i, skal vi også efter dette besøg blive dygtigere til, lyder det videre.

– Og nu har vi aftalt med Jeppe Kofod, at han kan blive fodret med gode historier fra Guldborgsund, så vi håber jo, at han vil være med til at sætte os på landkortet og hive nogle af vores eksempler frem, efter som vi har rigtig mange projekter kørende, runder borgmesteren af..

  • Var denne artikel nyttig?
  • Ja   Nej