LogoGC

greatercopenhagen_logo_white_rgb

Udsigt til grønsager og grillkul på cykel i Guldborgsund og Slagelse

Vareudbringning til ferieområder og mindre trængsel ved købmanden kan blive blandt resultaterne af nyt grønt Interreg South Baltic-projekt.

Det kan egentlig bare dreje sig om en liter mælk eller en pose grillkul, men det kan ende som et større projekt. Om sommeren er der nemlig ofte trængsel på købmandens parkeringsplads i de danske ferieområder.

Men hvis feriegæsterne fik deres varer bragt ud til deres sommerhus med en ladcykel, ville der være mere plads hos købmanden, der ville være mindre støj og bilos i luften, og både feriegæster og cykelbude ville være sundere.

Sådan lyder præmissen for et nystartet og EU-støttet projekt, der har Guldborgsund og Slagelse kommuner som netværkspartnere og på den danske side er koordineret af Dansk Cykelturisme.

– Formålet er at flytte transport af varer fra vejen over til cykler med de fordele det har for miljø, sundhed, trængsel og så videre, fortæller sekretariatsleder hos Dansk Cykelturisme Jesper Pørksen om projektet.

 

Vareudbringning og gårdbutikker på torvet

De danske partnere i CoBiUM, som projektet hedder, mødtes for nyligt for at udvikle ideer til, hvordan forsøg med ladcykler i forskellige funktioner kan ændre folks tankegang og skabe bedre miljø og mindre trængsel.

– En ide kunne være teste vareudbringning i ferieområder. Der bliver foretaget mange korte bilture til købmanden. Det kunne blive en slags nemlig.com-løsning, hvor lokale butikker bringer varer ud til gæsterne, fortæller Jesper Pørksen.

– Det kunne også være nogle gårdbutikker, der ligger ude på landet. Der kunne man få cyklet grønsagerne ind til torvene i byerne og undgå bilturene, lyder det videre.

Den danske del af CoBiUM skal i projektets løbetid lave mindst to pilotprojekter sammen med lokale virksomheder, og Dansk Cykelturisme og de to kommuner er derfor nu i gang med at finde de rette private samarbejdspartnere, der skal være med til at definere de endelige pilotprojekter.

– Det kræver jo eksempelvis, at de lokale købmænd vil være med til at bringe varerne ud på cykel, siger Jesper Pørksen. Eller at vi finder nogen, der gerne vil gøre det for dem.

 

Eksporteventyr og aflevering i børnehave

CoBiUM er et resultat af, at Jesper Pørksen læste en partnersøgning fra Lead partneren, Växjö Kommune, på nærværende hjemmeside og nyhedsbrev. Han tog herefter kontakt til en nogle af Dansk Cykelturismes sjællandske medlemskommuner, og det endte altså med, at Guldborgsund og Slagelse kunne se perspektiver i projektet.

I løbet af de næste par år skal partnerne i projektet udarbejde et idekatalog med deres erfaringer, de skal arrangere studieture for relevante samarbejdspartnere til København og Malmø,.

– Det er interessant, at Danmark er ved at udvikle en industri. Der er efterhånden mange ladcykelproducenter. Der er selvfølgelig Christiania Cykler og fem-seks flere, siger Jesper Pørksen. Vi skal i dialog med producenterne om mulighederne, og hvad udviklingen bliver. Det kan i princippet ende med eksportsucces, lyder det entusiastisk.

Men projektet kigger også et stykke ud i fremtiden på borgernes vegne.

– De lokale, som jo i princippet også kan være feriegæster, finder ud af, at der findes transportmidler, der kunne bruges til at køre børnene i børnehave eller lignende. Og at cyklen kan være et alternativ til bil nummer to, slutter Jesper Pørksen.

Kort om projektet

Navn

CoBiUM (Cargo Bikes in Urban Mobility)

Lead Partner

Växjö Kommune

Øvrige partnere

  • Institut for Geografi ved Greifswald Universitet (DE)
  • byerne Slupsk og Gdynia (PL)
  • Energikontor Sydøst (SE)
  • Dansk Cykelturisme (DA)
  • Guldborgsund Kommune og Slagelse Kommune er tilknyttede netværkspartnere.

Støtteprogram

Interreg South Baltic

Samlet budget

1.823.470,00 Euro

Samlet støttebeløb

1.452.602,50 Euro

Dansk Cykelturismes andel

Budget: 291.000,00, støtte 218.250,00

(De to sjællandske kommuner er netværkspartnere og modtager ikke direkte støtte.)

Projektets løbetid

1. februar 2018 – 31. januar 2021

  • Var denne artikel nyttig?
  • Ja   Nej